Den spirituelle skærsliber
Hjemme hos skærsliber Rikke Thomsen Pilemand i Lov ved Næstved kan man købe lidt af hvert – og hun kan hjælpe med lidt af hvert. Det fik Store Hestedags medarbejder at føle på sin egen krop – mere om det senere.
Store Hestedag har haft besøg af Rikke Thomsen Pilemand som udstiller i seks år. Hun startede med en stand med sin forretning Enghavens Sliberi, som sliber skær til klippemaskiner til dyr. Hun laver også service på alle dyreklippemaskiner. Men ud over dette, så laver hun også meget andet, og dét i en helt anden genre. Hold godt fast: Rikke kan hjælpe dig med kraniosakralterapi, dyretelepati, healing, kropslige blokeringer, rekreationsterapi og lysterapi. Alt sammen til både mennesker og dyr. Og listen fortsætter derudad. Hun sælger også krystaller og CBD-olier.
- Faktisk så fylder mit arbejde med sliberiet og med terapi og det spirituelle cirka lige meget efterhånden. Men jeg sliber stadig 3-4000 skær om året, siger Rikke Thomsen Pilemand.
I 2019 havde Rikke en workshop med dyretelepati på Store Hestedag. Det var første gang, hun optrådte med det for en stor forsamling, så hun var nervøs. Men det gik godt, og hun er frisk på at gøre det igen. Og hun vender tilbage igen i år med sin stand.
- Jeg elsker at snakke med mennesker og kunder på Store Hestedag. Det er altid hyggeligt og der er en god atmosfære. Dog har jeg altid for lidt tid til alle dem, som gerne vil snakke, siger hun og smiler.
Rikke har altid kunnet mærke, at hun havde en særlig evne til at se mennesker og hjælpe dem. Og med et forløb som dyretelepatør for fem år siden, fik hun det bekræftet. Derfra har hun ikke set sig tilbage, og der er kommet mange kursusbeviser på væggen siden da. Men én ting er at have taget kurserne, noget andet er at udføre dem i praksis. Og lige præcis det, fik en medarbejder fra Store Hestedag at mærke, da hun var på besøg hos Rikke.
- Prøv lige at stille dig op på de her skråblokke, de får din krop til falde på plads, siger Rikke da pressemedarbejder Camilla Holck er på vej ud af døren efter en snak om Rikkes oplevelser som udstiller på Store Hestedag.
- Det kan være de hjælper på min dårlige lænd, svarer Camilla, og stiller sig på blokkene.
- Ja, men du har jo også noget med din venstre skulder og bag dit venstre skulderblad.
Den måbende medarbejder kigger på Rikke.
- Hvor ved du det fra?
- Det er sådan noget jeg kan, svarer Rikke. Skal jeg lige hjælpe dig af med det?
Camilla siger ja tak og Rikke stiller sig bag tæt bag hende og lægger en hånd på hendes skulderblad.
Det begynder at værke i skulderen og der falder en ro over Store Hestedags-medarbejderen. Rikke står i flere minutter med hånden blidt placeret på hendes skulderblad.
- Nu fik du da også lidt farve i kinderne, siger Rikke og griner, da hun trækker sig tilbage igen.
Medarbejderen forlader Rikkes værksted, som også er butik og konsultation, i en lettere forbavset tilstand, men også meget imponeret. Der sidder fortsat en lille smerte i skulderen, som flytter sig lidt rundt. En halv time senere, da hun sidder på en cafe og spiser frokost, kan hun mærke det. Smerten er væk og skulderen føles let for første gang i flere år.