Old English Sheepdog

Den blide kæmpe der elsker livet som familiehund.

Racen stammer fra det sydvestlige England og blev i gamle dage brugt udelukkende som hyrde- og vagthund for får og køer. Hunden var aggressiv over for fremmede og meget beskyttende over for flokken. Derfor boede den også ude året rundt, da den ikke egnede sig som familiehund.

I slutningen af 1800-tallet begyndte man at avle den til en familiehund og den har sidenhen mistet sine bidske tendenser, men er stadig en god vagthund. En Old English Sheepdog har en pels, der passer til et koldere klima, og pelsen skal vedligeholdes ofte for ikke at skabe problemer. Pelsen har tendens til at klumpe og skal derfor redes en gang om ugen og gerne oftere.

Racen er afslappet og passer ind i en stille familie med børn i alle aldre. Den skal motioneres, men ikke i så stort et omfang som andre hunde. Den er rigtig glad for børn og kan godt blive så begejstret, at børnene væltes omkuld og ender under denne blide kæmpe.
Hunden skal opdrages bestemt fra den er hvalp, hvis ikke den skal gø hele natten eller overtage sofaen, så familien må sidde på gulvet. 

Kilde:

  • DKK.dk
  • Bogen - ”Alt om Hunde” Af David Alderton
  • Oesidk.dk – Old English Sheepdog Klubben I Danmark