Leonberger
Den selskabelige og børneglade ”løve”
Omkring 1840 krydsede Heinrich Essig, rådmand i byen Leonberg ved Stuttgart, en hvid/sort Newfoundland-tæve og en såkaldt “Barry-han”. Senere blev også en Pyreneerhund tilført. Resultatet blev meget store hunde med overvejende lang, hvid pels. Essig havde som mål en løvelignende hund, idet løven indgår i byen Leonbergs våbenskjold.
De første Leonbergere blev født i 1846. Ved slutningen af det 19. århundrede blev de i Baden-Württemberg fortrinsvis holdt som gårdhunde på landet, hvor deres egenskaber som vagt- og trækhunde var skattet.
Racen er rolig, blid og omgængelig. En pålidelig og stærk beskytter af sit område og sin familie, som den knytter sig stærkt til, men ikke nogen udpræget vagthund. Den har en meget rigelig pels med tyk underuld, og der vil tit være løse hår på gulvet. Jævnlig gennembørstning hver uge begrænser det en del.
Den kan udfolde overstrømmende aktivitet, når den er glad, og der er udsigt til en gåtur eller leg, men ellers er motionsbehovet begrænset. Den opholder sig gerne udendørs, dog nødig i en hundegård.
Racen som familiehund
Som familiehund er Leonbergeren en behagelig partner, som uden problemer kan tages med overalt, og den udmærker sig ved at være særdeles venlig over for børn. Den er hverken sky eller aggressiv. Som selskabshund er den en tiltalende, lydig og frygtløs ledsager i alle livets situationer.
Leonberger er en meget stor hund, som behøver plads omkring sig. Indendørs kan den altid glade hale rydde ethvert veldækket bord på et øjeblik.
Kilder: