Australsk Cattle Dog

Den fantastiske kvægvogter

Englænderne, som koloniserede Australien, medbragte også deres hyrdehunde, men disse tålte ikke heden inde i landet. Der var mangel på arbejdskraft, og man var helt afhængig af hundene til at holde styr på de tusindvis af stykker halvvilde kvæg i de åbne vidder uden indhegninger. Derfor krydsede en kvægdriver i New South Wales i 1830 den engelske hyrdehund, såkaldt "Smithfield" med en Dingo.

Midt i 1800-tallet begyndte en målrettet avl, hvor man bl.a. krydsede korthårede blue merle collier med vildhunde - dingoer. Senere blev også andre racer, såsom dalmatiner og australsk kelpie, krydset med denne race.

Hyrdeinstinkt og mod i perfekt balance gør en australsk Cattle Dog til en fantastisk kvægvogter. Den har alle instinkter i behold til det udfordrende arbejde, som den er skabt til, og som den fortsat udfører i mange lande.

Med sit reserverede væsen kræver en australsk cattle dog tidlig socialisering til både mennesker og andre hunde. Den er positiv over for indlæring, ualmindelig arbejdsglad og husker godt. Beløn rigeligt og undgå hårdhed. Samarbejdet skal bygge på tillid.

Får den australske cattle dog ikke mulighed for at arbejde med det, som den er bestemt til, må den i stedet tilbydes andre meningsfyldte opgaver. Den kræver masser af fysisk motion og mental stimulering.

Racen som familiehund

Som familiehund er den vagtsom og selvstændig, noget reserveret i forhold til fremmede. Velegnet som konkurrencehund for den erfarne ejer, som fokuserer på hundesport, og som har lyst til at prøve kræfter med en anden af de udprægede brugshunde.

Ude er den australske cattle dog yderst aktiv og arbejdsglad med nær kontakt til ejeren. Lidt roligere inde, men absolut ikke egnet som sofahund.

Kilder:

Australsk Cattledog - khkg.dk

Dkk.dk