Emmy Marie Simonsen og Gollum til VM
Emmy Marie Simonsen og Gollum til VM

I Hunderingen vil du både lørdag og søndag, bl.a. andet kunne møde VM-sølvvinderen Emmy Simonsen lave Dog Dancing opvisninger. 

Efter opvisningerne i Hunderingen kan du gå til Træningspladsen, hvor du kan blive klogere på, hvordan du kommer igang med at træne Dog Dancing. 

Lørdag kl. 12 Opvisning i Hunderingen

Lørdag kl. 13 Workshop på Træningspladsen

Søndag kl. 11 Opvisning i Hunderingen

Søndag kl. 12 Workshop på Træningspladsen

Om Dog Dancing

I Danmark er det officielle navn for Dog Dancing ’Heelwork To Music’. Sporten stammer oprindeligt fra England, men i dag afholdes der internationale stævner rundt omkring i hele verden.

Sporten går ud på, at man koreograferer et program baseret på enten fri ved fod (eller heelwork, som det kaldes inden for Dog Dancing) eller tricks. Man træner sin hund til at udføre det i perfekt harmoni til musik.

Der findes to discipliner inden for Dog Dancing: Heelwork To Music (HTM), hvor hunden skal være tæt på handleren og befinde sig i en af de 10 heelwork-positioner i mindst 75 % af programmet, og Freestyle, som primært består af tricks, og hvor afstandsarbejde er en fordel.

Dog Dancing på internationalt niveau er ikke en let sport. Det kræver en høj grad af fantasi og kreativitet at skabe de imponerende programmer! Oven i dette skal man også være en kompetent hundetræner, for mange af de tricks, du ser i ringen, er virkelig komplekse.

Hvis du er interesseret i sporten, skal du dog ikke give op. Hvis du besøger en dansk konkurrence, vil du se, at ekvipagerne i begynderklasserne typisk optræder med langt mindre komplicerede programmer, de bruger hovedsageligt de basale tricks som slalom og twist.

Dog Dancing er en god måde at aktivere din hund på og udfordre dens hjerne. Træningen bidrager i høj grad til at skabe en tæt relation mellem dig og din hund. En af de helt store fordele ved denne sport er, at du kan træne overalt, og du behøver ikke at købe dyrt udstyr. Dagligstuegulvet er et fint sted at starte, og når vejret er godt, kan du måske låne et hjørne af den lokale sportsplads.

Hvad kigger dommerne på?

Dog Dancing dømmes ud fra 4 kategorier: udførelse, sværhedsgrad, musik og fortolkning samt velfærd.

Udførelse

Dommerne kigger efter en flydende udførelse uden tydelige fejl. Hundeførerens signaler til hunden skal enten være verbale eller flettet ind i koreografien. Hunden skal være villig til at udføre de øvelser, som føreren beder den om, og hund og fører skal fremstå som et team, når de optræder. 

Sværhedsgrad

Koreografien bør fremhæve hundens fortrin, og dommernes opmærksomhed må ikke blive trukket væk fra hunden, fordi hundeførerens optræden tager fokus. Ekvipagen skal udnytte hele ringen. Der skal være balance i koreografiens indhold, og der må ikke være så mange tricks, at det kommer til at fremstå hektisk, men heller ikke for få, at det bliver uinteressant.

Dommerne vil kigge på variation i de tricks, der udføres, og på sværhedsgrad af de enkelte tricks. Hvis ekvipagen har rekvisitter med ind i ringen, skal de udnyttes gennem koreografien.

Musik og fortolkning

Musikken skal passe til hundens tempo og bevægelsesmønster. Koreografien bør fremhæve ændringerne i musikken og de følelser, som musikken udtrykker. Er der en historie i musikken, bør denne afspejles i koreografien. Hundeførerens kostume og eventuelle rekvisitter skal give mening i forhold til musikken.

Velfærd
Det bør være tydeligt, at hunden nyder sin tid i ringen lige så meget som hundeføreren. Koreografien skal understrege hundens kvaliteter (race, personlighed, fysiske formåen, mentale formåen osv.). Ingen tricks eller øvelser bør være til ubehag for hunden. Dommerne vil holde øje med, at hundens sundhed og sikkerhed ikke bringes i fare.

Kan din hund danse?

Langt de fleste danske hunde er i virkeligheden godt i gang med de grundlæggende færdigheder til et freestyle program. De har lært at ”gi’ pote” til glæde for familiens yngste, måske gik de på hvalpehold og lærte slamlom mellem hundeførerens ben, og de har lært at ”sidde pænt”. Alt dette er tricks og bliver de sat sammen, så de passer til et stykke musik, så er man ikke langt fra at kunne træde sine første skridt ind i dog dancing verdenen.

 

www.hazyland.dk